Få ord, mange tanker…

9 år er gået, minderne sidder forsat dybt….

Den 3 marts 2011 blev min far bisat. Han blev bisat på sin fødselsdag.
Min hjerne har ikke stået stille idag.
Den minder mig mest om lyden af vores PS4 der er tæt på at stå af, den lyder nok mest som en jetjager.

Mit hjerte har gjort så ondt i dag, når jeg lukker øjnene mindes jeg stadig mine søskende fuldstændig grådkvalte. Fuldstændig grådkvalte over tabet af vores far. En mand de på mange måder forgudede..

Deres smerte var det der gjorde allermest ondt…

Min vrede til ham har med årene fundet ro, men jeg kan stadig blive emotionel når jeg tænker og taler om det hele, opvæksten, barndommen, ham….

På den ene side har jeg lyst til at skrive en helt masse, men af respekt for mine søskende sidder jeg her med blandede følelser. Jeg ønsker jo ikke at såre dem, eller risikere at de føler sig trådt på.

Jeg spurgte fornylig min søster, om hun virkelig ingenting kan huske. Og hun mindes intet dårligt fra vores opvækst…

Jeg har aldrig tilgivet ham, men jeg har lært at leve med det.
Jeg har lært at acceptere at det bare er sådan at det er.
Jeg har lært at snakke om det.
Jeg har lært at elske én mand helhjertet, en mand som ikke er ond.