Man slår da børn

Når drømmen om at vokse op i en kernefamilie. Sådan en med familie arrangementer, og en kærlighed så stor at den overvinder alt svigter.

En historie, fra jeg var barn og som er baseret på virkeligheden. Episoderne er dog svær præcis at notere, da det er mange år siden. Og kan derfor godt forekomme en smule kortfortalt, og måske en smule manglede.

En tænke-tanke

At dele sit liv med andre, burde man egentligt det? Det spørgsmål har jeg ofte spurgt mig selv om.

Første gang da jeg blev spurgt af en anden end mig selv, altså om jeg ville dele ud af noget omkring mig selv, mit liv og min barndom. At dele noget der faktisk er/var ekstremt sårbart, og for mig rigtig psykisk svært.

Var da jeg blevet spurgt om jeg ville deltage i et program der hedder “Man slår da børn.” – Jeg havde egentligt sagt ja til at dele min historie. Men da tiden nærmede sig optagelserne sprang jeg fra. Jeg kunne på det tidspunkt mærke på mig selv, at jeg ikke var psykisk stærk nok til at dele det med alle seerne på TV2 alligevel.

Nu vælger jeg dog at dele min historie med dig, lige her. Lige nu, fordi jeg synes det er et emne der altid bliver glemt, og det bør det virkelig ikke være.

Tabu

Hvorfor skal man som barn udsættes for vold? Hvorfor synes min far det var okay at slå os. Hvorfor tiede jeg i så mange år. Hvorfor fik jeg ikke hjælp? Hvorfor var der ingen der kunne se det.

Jeg husker ikke hvornår det startede. Min far havde en smag for alkohol, og jeg tror egentligt ikke jeg nogensinde så ham ædru. Jeg ved egentligt ikke om han var ædru da jeg var nyfødt.

Jeg husker ham altid med massere af tuborg øl, en flaske rød Ålborg og en masse hjemmerullede cigaretter.

Jeg har fået fortalt, at jeg sad ude på gyngen og gyngede i vores forhave.
Hver gang nogen gik forbi havde jeg sagt “bare kom ind til min far, han har massere af bajere i køleskabet.”

Der har da helt sikkert også været gode stunder i vores familie. Men jeg har tit undret mig over at ingen kunne se noget var galt. Når jeg har feber, selv den dag idag. Så dukker der små scenarier op. Episoderne der er sket hjemme bag husets fire vægge. Og en enkelt episode, der foregår på naboens øde, og tilgroede grund. De køre på repeat igen og igen.

Feber mareridt

Scenarie 1
Mine søskende og jeg sidder i sofaen sammen med min mor, vi sidder limet op til hende, og min lillebror på skødet af hende. Min far kommer meget fuld hjem, tager en stol og sætter sig foran os. Han råber, vi græder som pisket. Han råber højere, “hvis vi ikke klapper i, får vi smæk”
Det er som om ingen af os kan stoppe med at græde, han rejser sig fra stolen – og mit næste scenarie starter.

Scenarie 2
Jeg vågner på mit værelse, jeg ligger på legoplader og det gør ondt. Jeg kan ikke rejse mig, jeg ligger bare. Det er som om min krop er lammet. Jeg forsøger at holde mig for ørene. Min far råber af min mor, og jeg kan hører at han slår hende, hun græder.

Scenarie 3
Jeg hopper rundt i en mose, det er naboens grund. Her har ikke boet nogle siden de døde, og det hele er groet til. Mosen er den gamle “dam” de havde i haven, der er mudder og krokodiller. I mareridtet hopper jeg frem og tilbage på deres mund, nogle gange går det galt. Jeg ryger ned i krokodille munden, bliver spyttet op. Enten vågner jeg, ellers starter mine mareridt forfra.

Mobning

Hende pigen der havde kikset og grimt tøj. Og nu skulle hun også have briller, så nu fra hun brilleabe. faren der var alkoholiker.

Jeg blev mobbet, og jeg kan huske jeg hadede at gå i skole. Så meget jeg faktisk pjækkede. Vores hus lå tæt på skolebussen, der var kun en kirkegård imellem. Jeg gik altid ind på kirkengården og gemte mig, i stedet for at stige på skolebussen.

Jeg lod vinduet på badeværelset stå på klem, så kunne jeg nemlig klatre ind af det. Lige inden min mor kom hjem, gik jeg ud af bagdøren. Sad på trappen, ventede på hun kom og låste hoveddøren op. Og så skyndte jeg mig at gå ud og låse døren op, og lukke vores hund ud i haven.

Om hun nogensinde regnede den ud, det aner jeg ikke. Men min folkeskole lærer Peter, han var træt af jeg aldrig var der så han kørte turen på små 6 km. bankede på vores dør og bedt mig tage med i skole ind imellem.

Trappen

Vi boede i et lille hus på 109 m2 i Spørring, som ligger nord for Aarhus. Vi havde to etager, mine søskende og jeg havde første salen, som var fordelt på tre værelser.

Når man skulle op af trappen, var der en lille “plads” hvor der blandt andet kunne ligge bambuspinde og den her stang fra persienner. Her havde min far begge dele liggende.

Jeg husker vi sad på min lillesøsters værelse og legede med lego alle tre. Jeg husker også han havde bedt os rydde op. Men vi legede så godt, at vi ikke havde gjort som han bad om.

Da han var på vej op af trappen, kunne man høre han tog noget på vej op. Og det første han gør da han kommer op er at smække persiennestangen ind i spejlet på min søsters værelse. Spejlet blev smadret i mange tusinde stykker. Og vi skyndte os at rydde op. Jeg mindes vi græd, fordi vi var bange.

Skilsmisse

Da jeg var 9 eller 10 år blev mine forældre skilt. Egentligt har de aldrig været gift, så i princippet flyttede de vel bare fra hinanden. Jeg husker at jeg blev lettet, jeg blev glad.
Måske mareridtet nu var overstået, måske kunne vi leve som en familie. Hvor man faktisk har det godt, og man ikke frygter for hvad dagen bringer.

Min mor blev engang ringet op, at min far var kørt galt og han ikke havde haft sele på, bilen var kuret hen af jorden, på taget. Mit ønske, og min tanke var hvorfor det ikke bare var gået ham værre. Hvorfor var der altid nogle der holdte hånden over den mand. Det var jo trods alt ikke første gang han var kørt galt med alkohol i blodet, og uden sele.

Min mor havde to rigtig gode venner omkring sig, Carsten og Marianne.
Carsten havde været en del af vores familie i mange år, og som jeg husker det en helt igennem sød mand, som var hyle morsom. Marianne var dukket op senere, da hun var tilflytter til byen sammen med sin datter.

Langt hen af vejen mindes jeg Carsten har sovet på sofaen, og beskyttet os når min far kom for tæt på fuld og dumdristig.

Udnyttelse

Marianne udnyttede min mors sårbare situation, hun beskyldte mig for at stjæle makeup fra hendes hjem. Hende og min mor gennemrodede mit værelse, efter Marianne havde sagt det, og der lå den manglende makeup tilfældigvis.

Min mor troede Marianne, og jeg fik husarrest i jeg ved ikke hvor længe. Min mor troede mig ikke, og idag tænker jeg ofte at Marianne blot har udnyttet en sårbar periode til at kunne ramme min mor lidt ekstra hårdt. For nu var hendes datter jo stemplet som tyv.

Marianne skulle vise sig slet ikke at være så god en veninde for min mor i sidste ende alligevel, for hun begyndte pludselig at besøge min far i stedet for.

Tvunget til salg

Da min far flyttede, flyttede gælden desværre ikke med. Min far har ikke rigtig bidraget økonomisk, og jeg mindes min mor knoklede for at få råd til at vi kunne leve.

Efter noget tid alene i huset var min mor nød til at blive skrevet op til akut bolig, og hun var nød til at sælge huset. Hvis ikke ville det ende med tvang, og min mor ville økonomisk være endnu værre stillet.

Huset blev solgt, vi skulle nu flytte til Skejby.

Mine søskende er født henholdsvis tæt på hinanden, og har altid været meget tæt knyttet. Så de delte værelse, og jeg fik mit eget. Jeg husker at det var livsnødvendigt for mig at få egent værelse. Jeg ville ikke dele med nogle af dem.

Dårlig samvittighed

Jeg valgt trods alle de episoder der havde været at besøge min far i ny og næ. Han boede stadig i Spørring, en god halv time i bus.
Hver gang jeg var taget der ud, endte jeg dog ofte med at ringe grædende hjem til min mor, og måtte vente i lang tid på en ny bus fordi han var modbydelig med sine ord.

Der var på et tidspunkt han sad alene, med en øl i hånden til Spørring byfest. Han sad alene, og så ensom ud. Jeg husker at jeg tog hjem, og jeg græd på vejen hjem fordi jeg havde ondt af ham, havde dårlig samvittighed fordi jeg ikke længere følte at jeg kunne elske et menneske der havde påført mig så meget smerte.

I mange år følte jeg mig ikke elsket af ham, jeg følte mig ikke som en god nok datter. Og alligevel lod jeg ham påføre mig den smerter, og besøgte ham en sjælden gang i mellem.

18 års fødselsdag

Da jeg blev 18 år ville min far gerne holde festen for mig, i et forsamlingshus hvor han boede. Det var vi gået med til, min bedste veninde Isabell, og en del af familien var der til at fejre mig.

Min far sad nærmest stille på en stol og sagde mere eller mindre ingenting den dag. Han havde det ikke super godt, og han blev kort efter indlagt.

Hvis jeg husker rigtig, blev vi ringet op at vi nok burde komme og sige farvel til ham. Da han lever, nyre og alle andre indre organer ikke havde det godt. Husker jeg rigtig, tog jeg ikke der op. Jeg havde ikke lyst til at være en del af det, egentligt mindes jeg at jeg håbede at det var slut nu.

Snydt

Men nej, min far vendte hjem 58 år gammel, “semifrisk”. og nu som kørestolsbruger, han skulle også have hjemmehjælper nu.

I godt og vel 5 år, hvis jeg husker rigtig er han røget ind og ud af sygehus. Har drukket sig i stykker.

Da jeg fik min søn Elias som 19 årig, var det minimalt hvor meget jeg ønskede at han så ham. Han deltog end ikke i barnedåben, fordi at han ikke havde lyst, og jeg tror det var der jeg for alvor, mistede det sidste for ham jeg havde tilbage.

Indlagt

Efter flere indlæggelser, blev han sendt på plejehjem. Lige overfor min mors bolig i Skejby. Trods han nu var det tættere på besøgte jeg ham vidst kun en enkelt gang, og det var for at vise ham jeg havde fået kørekort, at jeg selv havde betalt for at få mit kørekort. Eneste kommentar han havde var “det er ikke dit navn der står ikke Mikkelsen på”

Jeg havde ikke fortalt ham, at da jeg fyldte 18 fik fjernet hans efternavn. Jeg kunne ikke se hvad det skulle vedkomme ham, om mit navn sluttede på Mikkelsen eller ej.

Mine søskende havde Elias med på besøg hos ham 3 gange tror jeg det har været. Jeg havde ingen interesse i at besøge ham mere. Mine følelser for ham var døde. Det de kaldte far, var for mig en død genstand, som jeg ikke elskede, eller havde lyst til at bruge tid på.

Psykolog

Det skulle være så populært, og det skulle hjælpe en. Mit første møde med en psykolog blev mit sidste. Som de fleste psykologer så graver man jo lidt i fortiden. Og hans kommentar var “det er jo ikke din far du skal bebrejde, det er da din mor.” Bare alene at han mente min mor skulle have skylden, var nok til at jeg tænkte at det her ikke var noget for mig. Min mor var/er min klippe. Det eneste menneske der har hjulpet mig igennem, alt det lort der end måtte være.

Så jeg droppede at gå til psykolog, kæmpede med mig selv, mit selvværd, selvtillid, og tillid til andre

Mænd, tillid og forhold

Tilliden til mænd især var borte, i min hjerne havde jeg fået bildt mig selv ind at ALLE mænd er løgnere, voldige, utilregnelige osv.

Husker at jeg sad til møde med en mandlig sagsbehandler der sagde til mig at jeg skulle kigge ham i øjnene når vi talte sammen. Og jeg husker jeg fortalte ham at jeg ikke kunne kigge mænd i øjnene, fordi jeg var bange for dem. Hvilket gjorde ham rigtig vred.

Jeg har aldrig været god til forhold heller. Jeg har ikke stolt på nogle af dem, og jeg har været sygeligt jaloux, kontrollerende og forvirrende at være sammen med. Dog har det som regel også vist sig at når jeg havde en kæreste, så har han enten været sammen med en anden eller skrevet sammen med andre, ikke været ærlig i forhold til aftale, forvredet nakken ved at kigge efter andre, og generelt bare ikke gjort noget for at opbygge tillid.

Når det så er sagt, er Teis den første hvor jeg ikke har oplevet mistillid. Jeg stoler fuldt ud på ham, og han er heller ikke typen der kigger efter andre damer når vi er i wellness, ude og spise og lign. Teis har på alle måder, fundet noget frem i mig, som jeg ikke på noget tidspunkt har oplevet før.

Før Teis, var jeg som tidligere nævnt meget fast besluttet på at jeg ikke skulle have kæreste, jeg skulle ikke have flere børn og lign. Ene og alene af den grund at jeg ikke vil leve i noget hvor jeg ikke føler at det er det værd, hverken for børnene eller for mig skyld.

Go’ aften østjylland

Jeg takkede som nævnt nej til at deltage i programmet, fordi jeg ikke havde det i mig da optagelserne skulle igang. Jeg blev dog kontaktet af TV2 igen, i forbindelse med premier af “Man slår da børn”

Jeg snakkede med en sød dame, som rigtig gerne ville have mig i studiet på TV2 østjylland til et indslag på “Go’ aften Østjylland” for at få noget af min historie, og mine tanker bag det at være udsat for vold som barn.
Jeg takkede dog ja denne gang, for mit mål med at dele det var jo at andre børn også skulle komme ud med det, at ingen børn fortjener at leve i frygt.

Optagelserne

Jeg kommer ind, og skal sidde i sofaen overfor værten på programmet. Han giver et kort resume af hvad der skal ske.

Da optagelserne starter bliver vi først introduceret for introen til programmet, hvor der fortælles at 22.000 børn lever i voldsramte familier, at 1400 børn behandles hvert år på landets skadestuer. Og efterfølgende ser man billeder af et lille barn der der har blå mærker i hovedet, efter vold.

Jeg husker jeg fik en klump i halsen, og måtte holde alt inde i mig for ikke at græde. Vi snakker helt små børn, der bliver udsat for vold. Børn der ikke engang kan tale, ikke kan sige fra. Ikke kan dele det med nogle. Det var så svært at se.

Under optagelsen, snakker vi om min barndom. Og efter udsendelse får jeg beskeder på facebook med folks medlidenhed, og folk der pludselig vil være venner eller familie. Hvor jeg egentligt langt hen af vejen så bort fra de her beskeder.

Jeg søgte ikke opmærksomhed eller medlidenhed. Jeg ville gerne dele det her, netop for at sætte fokus på at det ikke er okay. Det er ikke okay at børn, skal traumatiseres på denne her måde. Jeg ønskede af det her, at gøre opmærksom på det. Børn skal ikke holde det inde, og de voksne skal sgu tage det alvorligt når det bliver fortalt.

Dagen efter var jeg med i et nyhedsindslag, i samme forbindelse. Men hvor de besøgte mig og Elias. Vi sad og kiggede fotoalbum fra min barndom, hvor jeg forbinder det med falsk facade. For vi ser glade og lykkelige ud, men det har jo egentligt ikke været tilfældet.

Efter optagelserne

Følelsen af at jeg gjorde det, en blanding af lettelsen, med en blanding af nervøsitet. Men jeg gjorde det. Jeg gjorde det fandme. Jeg er nået ud med noget, et budskab om man ikke skal tie.

Fatma Øktem som var i studiet samme dag, i forbindelse med noget jeg ikke husker. Men jeg husker hun kom hen, gav mig en krammer og roste mig.

Jeg glemmer hende aldrig, hun var simpelthen så sød. Og det var virkelig godt timet. Vi stod og snakkede lidt, og bare det at hun siger “det var virkelig sejt gået, hvor er du sej.” Gjorde virkelig meget for mig i det øjeblik, jeg følte mig lige pludselig lidt mere lettet. Bare fordi hun lige havde givet en krammer og en kommentar med på vejen.

Mine søskende hadede mig for det, de husker ikke vores barndom på samme måde som jeg. Hvilket på sin vis er fint nok, for deres skyld. men på den anden måde også lidt ærgerligt, fordi de synes det er “klamt” af mig at dele ud af det.

Life goes on

Min fars kommentar til det var, at han aldrig har slået nogle af os. Kun min mor en enkelt gang, fordi hun havde råbt højt af os børn. Hvilket ihvertfald ikke passede.
Manden ville end ikke indrømme det, ellers havde han skadet sine hjerneceller så tilpas meget, at han tror han var den bedste far i verden. At han aldrig havde lagt hånd på os. Og jeg husker jeg hadede ham endnu mere for benægtelsen.

Min far døde et 5 måneders tid efter jeg deltog i programmet. Barsk at sige, men jeg åndede lettet op. Mine søskende har været græd færdige hver gang han har været indlagt, og de gange jeg har været der og han har bedt mig hente alkohol i nærmeste kiosk har jeg nægtet det. Som jeg sagde til ham en af de gange jeg var der “mine søskende skal ikke være sønderknuste fordi du har et alkohol problemer. Den dag de får fortalt alkoholen slog dig ihjel, fordi du blev ved med at bede dem hente det, vil de aldrig tilgive sig selv.”

Ikke engang det rørte manden, det eneste der betød nok for ham var hans alkohol, så var alle andres følelser, tanker og hvad ved jeg ellers fuldstændig ligegyldigt.

Vi bisatte ham 3 marts samme dag som han er født. Jeg var til stede, ikke af egen fri vilje men for mine søskendes skyld. Det var ikke hårdt at det var slut, men hårdt at se mine søskende fuldstændige sønderknuste knuste.

Vi drømmer vel i bund og grund allesammen om kernefamilien. En familie hvor kærligheden er så stor, at vi glemmer de ting der til tider gør ondt. Det gør jeg, og da jeg blev alene mor som 19 årig, var min tanke at ikke engang jeg er i stand til at bygge en kernefamilie. En familie hvor man bliver gift, får børn og lever lykkeligt til sine dages ende.

Jeg har nu fundet Teis, så kan det godt være han biologisk set ikke er far til de to drenge, men vi ønsker at blive gift. Han behandler os alle godt, og har mål og drømme for vores familie.

Jeg kalder det den moderne kernefamilie. The not so ordinary familiy, men jeg elsker alt ved vores lille familie alligevel.